Vedtægter

Vedtægterne er godkendt på Generalforsamlingen i Skørping Borgerforening tirsdag den 10. marts 2020

§ 1 Navn.
Skørping Borgerforening. (Efterfølgende nævnt som Borgerforeningen).

§ 2 Formål.
Borgerforeningen er upolitisk og ikke-kommerciel. Borgerforeningen har til formål:

a) At medvirke til at skabe trivsel for alle borgere.

b) At være i dialog med myndigheder og interesseorganisationer omkring forhold, som angår Skørping by og omegn, for her igennem at kunne koordinere idéer og tiltag.

§ 3 Medlemskreds.

Som medlem af Borgerforeningen kan optages enhver borger, forretningsdrivende eller andre interesserede.

Medlemskab tegnes for et år ad gangen.

Indmeldelse sker på Borgerforeningens indmeldelsesblanket, via Borgerforeningens Hjemmeside eller ved henvendelse til Borgerforeningens formand eller medlemskonsulent.

Udmeldelse kan ske ved henvendelse til Borgerforeningens formand eller medlemskonsulent med virkning fra et regnskabsår.

Medlemmerne betaler et af bestyrelsen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves forud for hvert regnskabsår.

Kun medlemmer med gyldigt medlemskab er stemmeberettigede.

For Skørping Borgerforenings medlemmer vil det være gældende at personoplysninger er alle de oplysninger, der kan henføres til et medlem – eksempelvis adresse, telefonnummer og e-mail.

Skørping Borgerforening videregiver ikke personlige oplysninger om borgerforeningens medlemmer.

Ved indmeldelse i Skørping Borgerforening indsamler borgerforeningen medlemmets navn, adresse, telefonnummer og mailadresse.

Oplysningerne anvendes ved udsendelse af meddelelser om foreningens aktiviteter m.v. og opkrævning af kontingent samt meddelelser om aktiviteter, hvor borgerforeningen er medarrangør.

På mails og andre skriftlige fremsendelser fra Skørping Borgerforening, som vedrører alle medlemmer, vil der ikke blive nævnt andre navne end modtagernavnet. Skørping Borgerforening fremsender ikke oplysninger med en række modtagernavne på samme meddelelse.

Ved fremsendelse jfr. ovenstående vil der som udgangspunkt blive anført betegnelsen ”Til Skørping Borgerforenings medlemmer”.

I forbindelse med udmeldelse som medlem af Skørping Borgerforening slettes samtlige oplysningervedrørende medlemmet.

§ 4 Generalforsamlingen.

Generalforsamlingen er Borgerforeningens højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af marts måned og indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved annoncering i den lokale ugeavis og/eller i Nyhedsbrev til Borgerforeningens medlemmer samt via opslag på Borgerforeningens hjemmeside med angivelse af dagsorden.

Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der har betalt forfaldent kontingent. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling indeholder følgende punkter:

1. Valg af dirigent.

2. Valg af referent.

3. Bestyrelsens beretning.

4. Regnskabsaflæggelse.

5. Behandling af indkomne forslag.

6. Valg til bestyrelsen og valg af suppleanter

7. Valg af revisor.

8. Eventuelt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Alle valg på generalforsamlingen afgøres af stemmeflertal blandt de fremmødte. Vedtægtsændringer kræver dog minimum 2/3 af stemmerne fra de fremmødte. Det foranstående gælder ikke § 8 om ophævelse.

Ethvert medlem kan begære skriftlig afstemning. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, kan der foretages skriftlig afstemning.

§ 5 Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, enten hvis mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden, eller hvis et flertal i bestyrelsen finder det påkrævet.

§ 6 Borgerforeningens ledelse.

Borgerforeningen ledes af en bestyrelse på 5-7 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand,

kasserer, medlemskonsulent, næstformand og en sekretær og 1-2  bestyrelsesmedlemmer.

Derudover vælges op til 2 suppleanter.

Alternativt kan bestyrelsen i stedet beslutte sig for en konstituering uden formand og næstformand, hvor den

samlede bestyrelse fungerer som en fælles kollektiv ledelse og ansvar og opgaver fordeles efter nærmere aftaler og behov.

Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode, suppleanter vælges dog kun for 1 år ad bgangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv på det efterfølgende bestyrelsesmøde.

Bestyrelsen leder Borgerforeningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger og må ikke på vegne af Borgerforeningen påtage sig forpligtelser ud over foreningens formål, ligesom bestyrelsen heller ikke må indgå aftaler, der kan bringe Borgerforeningen i økonomisk gæld overfor tredjemand.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig ved mindst 3 medlemmer.

Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden/mødeform og afviklingen af bestyrelsens møder og kan iværksætte opgaver, der falder ind under Borgerforeningens formålsparagraffer. Til brug herfor kan bestyrelsen nedsætte de underudvalg og arbejdsgrupper, den finder nødvendige.

Såfremt formand, næstformand og/eller mødelederen har forfald ledes mødet af et af bestyrelsens øvrige medlemmer.

Indkaldelse kan ske, når formanden eller mødelederen finder det nødvendigt, eller når mindst 3 medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske herom. Sekretæren varetager de administrative opgaver vedrørende udsendelse af dagsorden til møderne, referat under møderne og efterfølgende distribution af referat.

Ingen kan være medlem af bestyrelsen eller bestyrelsessuppleant uden at være medlem af Borgerforeningen.

§ 7 Økonomi, regnskab og revision.

Borgerforeningens regnskabsår er kalenderåret.
Kassereren fører regnskab over Borgerforeningens indtægter og udgifter.

Borgerforeningens kassebeholdning indsættes på bankkonto, lydende på Borgerforeningens navn.

Borgerforeningen tegnes af 3 bestyrelsesmedlemmer i forening. Et af de tre bestyrelsesmedlemmer skal være borgerforeningens kasserer.

Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor. Revisoren skal senest 4 uger før generalforsamlingen modtage og revidere årsregnskabet, så det er godkendt og klar til generalforsamlingen.

§ 8 Borgerforeningens opløsning.

Til Borgerforeningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, kan bestyrelsen indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.

I tilfælde af Borgerforeningens opløsning tilfalder Borgerforeningens formue velgørende og kulturelle formål. Den afsluttende generalforsamling fastsætter hvordan.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, enten hvis mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden, eller hvis et flertal i bestyrelsen finder det påkrævet.

Vedtægterne er godkendt på Generalforsamlingen i Skørping Borgerforening tirsdag den 10. marts 2020

Ove Nielsen, Dirigent